tirsdag den 7. oktober 2008

Ting #23

Det har været utrolig spændende at deltage i 23 ting. Ren foræring at få så meget ny viden man kan bruge til noget! Og en dejlig mp3-afspiller oveni - jeg har endnu ikke fået armene ned!

Det er svært at sige hvilken opgave jeg syntes bedst om, men der er da nogle jeg bruger mere end andre: Flere gange om dagen er jeg på gmail og facebook, hvor jeg synes det er skægt at følge med i hvad mine poder og andre - især i de yngre aldersgrupper - foretager sig og skriver af spøjse ting til og om hinanden. Jævnligt bruger jeg også chatten i gmail.
E-boks har jeg brugt i årevis med stor fornøjelse, og wikipedia er også en fast bestanddel af min dagligdag.
Mine digitalfotos på computerne derhjemme kunne godt trænge til at få en gennemgang i Picasa, men jeg har derhjemme et andet - også udmærket - program til billedbehandling, jeg har bare ikke brugt det særlig flittigt - endnu.
Min Google reader gør tit opmærksom på nye feeds jeg kan følge med i, men det kniber altså med tiden, så jeg rydder nok snart op i dem.
Til gengæld løber jeg tit hen over nyhedsoverskrifterne i igoogle - de er gode til en lynhurtig orientering.
Google Docs egner sig til skriverier som skal kommenteres/tilrettes af andre, så den vil jeg gerne i gang med at bruge seriøst.
Men det jeg tror jeg kan få VIRKELIG meget glæde af, er mp3-afspilleren! Jeg må øve mig så det bliver ren rutine at lægge musik på den. Det bliver nemlig dejligt at kunne nyde musik og radioudsendelser mens man laver noget andet fx med hænderne. Da jeg ydermere synger i flere kor, kunne jeg nok også lære de nye satser i kor-repertoiret lidt nemmere på den måde!

Det har været en god blanding af selvstudium og kollegahjælp. Lektiecaféen lå for mit vedkommende i vagt-tiden, så den prøvede jeg kun en enkelt gang.

Det skulle være mig en sand fornøjelse at deltage i yderligere 23 ting på samme måde!

Min mand er også blevet interesseret i alle de 2.0-ting jeg nu ved noget om, så jeg har planer om at løbe de 23 ting igennem sammen med ham, så han også kan blive lidt "opdateret". Derfor håber jeg at opgaverne bliver liggende på nettet et stykke tid endnu :-)

Skønt at vi har fået lov at lære så dejligt meget nyt - endda delvis i arbejdstiden!

Ingen kommentarer: